180.000 behandlinger er blevet aflyst i det danske sundhedssystem som følge af sundhedspersonalets strejke.
Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag på sit ugentlige pressemøde.
- Strejken generer efterhånden rigtig mange mennesker, sagde statsministeren, der dog ikke har nogen som helst planer om at gribe ind.
- Jeg er ligesom mange andre utålmodig. Men det er op til arbejdsmarkedets parter at sikre en aftale, sagde Fogh.
Ifølge DR betyder de mange aflyste behandlinger, at der bliver oparbejdet en pukkel, der først er væk i starten af 2009.