18 personer snuppet i lufthavnen: Snød med ydelser

To kontroller af mere end 600 rejsende i Kastrup Lufthavn har ført til, at 18 personer er taget for snyd.
Ifølge beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V) kan lufthavnskontrollen medføre, at færre på sociale ydelser vil pakke kufferten og tage i lufthavnen uden at indberette det til kommunen.
Ifølge beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V) kan lufthavnskontrollen medføre, at færre på sociale ydelser vil pakke kufferten og tage i lufthavnen uden at indberette det til kommunen. Foto: Folketinget

Siden den 5. marts er flere end 600 danske rejsende med kufferten og pas i hånden blevet stoppet, når de er landet i Kastrup Lufthavn.

Det er de som en del af en lufthavnskontrol, hvor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering tjekker borgere på sociale ydelser for, om de rejser ud af landet uden at have indberettet det til kommunen.

Ved de første to kontroller er 610 mennesker blevet kontrolleret. Efterfølgende er 18 personer blevet indberettet til deres kommune eller a-kasse for mistanke om socialt bedrageri. Det skriver DR P4 København.

Ifølge beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V) kan lufthavnskontrollen medføre, at færre på sociale ydelser vil pakke kufferten og tage i lufthavnen uden at indberette det til kommunen.

- Det er et meget vigtigt signal, vi sender, at der er en risiko for at blive taget i en kontrol. Det er præventivt, og det har en afskrækkende effekt, siger han til DR P4 København.

Den endelige afgørelse om eventuel tilbagebetaling og sanktion træffes af a-kassen og kommunen.

Kontrollerne af passagererne finder sted ved udvalgte flyankomster. Der er fokus på ankomster fra lande, der ikke er en del af Schengen-området.

Inden passagererne går ned til bagageudleveringsområdet i lufthavnen, vil de blive bedt om at opgive deres personnummer.

Det vil så blive tjekket i indkomstregistret over folk, der modtager sociale ydelser, og som er pålagt at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Efterfølgende skal det kontrolleres, om de danske passagerer har husket at afmelde sig ydelsen.

Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er målsætningen at nå mindst 27 tilsyn om året.

Kontrollerne er en konsekvens af, at det med finansloven 2018 blev vedtaget at genindføre stikprøvekontroller af socialt bedrageri i landets lufthavne.

Ordningen har eksisteret før. Men den blev sløjfet af regeringen i 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.