18 militante dræbt under kampe i Pakistan

Fortsatte kampe mellem militær og militante i Pakistan skaber tvivl om effektiviteten ved hærens indsats.

Pakistanske sikkerhedskilder dræbte torsdag mindst 18 militante i Bajaur regionen, oplyser en militærperson, mens kampe fortsætter i området for fjerde dag i træk.

Pakistans militær, som er et af verdens største, har indledt en række offensiver mod Taliban i de seneste år, men der er fortsat tvivl om, hvor effektiv soldaternes indsats er.

Onsdag angreb Taliban en hærpost og dræbte otte soldater i klanområdet Syd Waziristan.

Pakistan siger, at militærets aktioner har svækket de militante betydeligt, og Bajaur og andre områder er blevet erklæret under myndighedernes fulde kontrol flere gange.

Men Talibans fortsatte tilstedeværelse i Bajaur understreger, hvordan de militante hurtigt forsvinder, når militæret kommer, for derefter at dukke op igen, når det er væk.

Pakistanerne har i en årrække været i en skrøbelig alliance med USA i kampen mod terror, og nedkæmpelsen af Pakistans egen Talibanbevægelse har stået på i over 10 år.

Pakistans Taliban, som er tæt på al-Qaeda og allieret med Taliban i Afghanistan, anses stadig for at være den største sikkerhedsrisiko for Pakistan.

Islamabad står over en lang række militante grupper, som har vidt forskellige mål. Nogle ønsker at vælte styret, mens andre er optaget af at få optrappet en krig mod religiøse minoriteter som shiamuslimerne.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.