Trætte børn, få ressourcer og besværligt samarbejde med pædagogerne har skabt frustration blandt mange lærere på heldagsskolerne. Nu har 18 af dem taget konsekvensen og benyttet en bagdør ud af skolerne i form af en særlig aftale, der sikrede heldagsskolelærerne førsteret til forflyttelser til andre skoler.
Nordgårdskolen må vinke farvel til 11 lærere, Tovshøjskolen til syv, mens ingen har valgt at forlade Søndervangskolen. Da Nordgårdskolen i løbet af skoleåret desuden har været udsat for lærerflugt, betyder det, at 15-17 nye skal begynde efter sommerferien.
»Det er en særlig situation, som giver os nogle udfordringer, men vi fokuserer al vores energi på de folk, der har valgt heldagsskolen til, og vi ser det som en mulighed for at skabe et nyt stærkt hold,« siger Rani Hørlyck, skoleleder på Nordgårdsskolen.
Teambuilding
En af de store udfordringer bliver planlægningen af næste års skolestart, hvor de mange nye ansigter skal sikres en god start. Derfor planlægger skolen teambuilding-forløb, som skal skabe holdånd blandt lærerne, og der bliver desuden indført en ny makkerordning, så alle nye får en erfaren lærer at læne sig op ad.
Desuden skal skolen i de kommende måneder sikre, at den store udskiftning ikke kommer til at gå ud over eleverne.
»Vi skal se på, om der er nogle årgange, vi skal have ekstra opmærksomhed på, fordi de affolkes af erfarne lærere,« siger Rani Hørlyck.
På Tovshøjskolen mener skoleleder Jesper Lund Madsen ikke, at udskiftningen af lærere får særlige konsekvenser.
»På grund af en tilbagegang i elevtallet skal vi ikke ansætte syv nye, men lidt færre. Udskiftningen bliver højst sandsynligt ikke større end normalt, og det resterende personale har en yderst konstruktiv tilgang til heldagsskolen, så jeg tror ikke, at det bliver et problem,« siger han.
Hverken han eller Rani Hørlyck er nervøse for, omS der kan skaffes nok nye lærere til det udskældte heldagsskolekoncept.
»Der er masser af nyuddannede og unge lærere, som er klar på at tage nogle udfordringer, og vi ved også, at der er lærere på andre skoler, som synes, at heldagsskolen er en god idé,« siger Jesper Lund Madsen.