Dansk politi anholdt til aften de 18 klimaaktivister, der i morges klatrede op på en borerig for at protestere mod selskabet Cairns boringer udfor Grønlands kyst.
Olieselskabet nægter at udlevere den beredskabsplan, der skal fortælle, hvad selskabet har tænkt sig at gøre, hvis uheldet skulle være ude og et olieudslip skulle ske.
De 18 aktivister er blevet fløjet til Nuuk, og de har det tilsyneladende godt på trods af de mange timer fastspændt på boreplatformen.
Og det var da heller ikke meget, de fik ud af aktionen. Cairn vil stadig ikke udlevere planen. De hævder, at Grønlandsk lovgivning forhindrer en offentliggørelse, men Greenpeace har altså en anden tolkning af loven.
"Cairn forsøger desperat at hemmeligholde planerne for, hvad der skal ske i tilfælde af en oliekatastrofe. Det burde være tydeligt for enhver og især for det grønlandske folk at der er noget i den plan, der åbenbart ikke tåler dagens lys," siger klimamedarbejder i Greenpeace Jon Burgwald.
De mener til gengæld, at Arktisk Råds retningslinjer kræver, at en beredskabsplan er tilgængelig for offentligheden.
Det er kun få dage siden to Greenpeace-aktivister blev anholdt efter en lignende aktion. Her lykkedes det dem at forhindre det britiske selskab i at bore efter olie i fire dage.