I Afghanistans Ghazni-provins er væbnede NATO-styrker i øjeblikket i gang med en redningsaktion for 18 sydkoreanere.
15 af de 18 er kvinder, og de holdes som gidsler af en gruppe, der påstår, at de er Taliban-krigere. Det skriver Associated Press.
Qari Yousuf Ahmadi, der er talsmand for gidseltagerne, har sagt, at de henretter de 18, hvis ikke de får indfriet deres krav inden klokken 16.30 dansk tid.
Kravet er at få 22 Taliban-medlemmer løsladt, som i øjeblikket sidder fængslet i Afghanistan. Det sker samtidig med, at liget af en tysk hjælpearbejder blev fundet i det sydlige Afghanistan.
Tyskeren blev fanget og taget som gidsel i onsdags sammen med fem afghanske kollegaer.