1,8 blink i sekundet fra Thor P.

276 gange blinkede Thor Pedersen i løbet af blot 153 sekunder, da han tirsdag aften forklarede sig på åben skærm efter udtalelserne om de offentlige lønninger. Det er udtryk for, at finansministeren er presset, mener lektor i psykologi.

• Fagforening vil spamme Thor P. med lønsedler
• EU-dom sår tvivl om finansministerens tal

På godt 153 sekunder blinkede finansminister Thor Pedersen (V) 276 gange, da han tirsdag aften i TV Avisen skulle forklare, hvorfor finansministeriet og de offentlige ansatte har vidt forskellige syn på, hvor meget de offentlige ansatte får i løn. Det er over 1,8 gange i sekundet, viser Nyhedsavisens optælling.

»Det er alment kendt, at det at blinke meget, er et udtryk for pres eller anspændthed. Man er presset, når man blinker mere end normalt,« forklarer Thomas Nielsen, lektor i psykologi på Århus Universitet. Han tror, at finansministeren føler sig meget presset, efter de seneste dages kraftige kritik.

»Man skal kende Thor Pedersen meget dårligt, hvis man tror han er presset i den her situation,« fortæller Thor Pedersens informationschef Mikkel Faurholdt, der kalder Thomas Nielsens vurderinger noget sludder.

Stærkt koncentreret

I det korte interview kiggede Thor Pedersen et par gange til højre, hvilket ikke er tilfældigt.

»Vi kigger ofte lidt til side, for ikke at blive distraherede. Det kan være udtryk for, at han i særlig grad skal anstrenge tankerne. Han koncentrerer sig meget,« fortæller Thomas Nielsen.

Han tror mange mennesker bevidst eller ubevidst har opfattet finansministeren som presset og anspændt. Der behøves dog ikke ligge dårlig samvittighed bag Finansministerens nervøse fremfærd.

»Finansministerens mimik behøves ikke at betyde, at han ikke tror på sig selv, eller at han lyver,« understreger Thomas Nielsen.

Endeligt kan Thor Pedersen have fået noget i øjet, hvilket Finansministeriet ikke har kunnet bekræfte over for Nyhedsavisen.

Udover at blinke ganske meget kunne man også tydeligt se, at Thor Pedersen rystede kraftigt på hænderne i starten af indslaget.