To frivillige fra Roskilde Festival står nu frem med en hård kritik af sikkerheden omkring det over 30 meter høje svævebanetårn, hvorfra en nøgen 35-årig tysk kvinde kastede sig i døden.
Cat Hindberg og Kristian Skjøth Madsen, der var holdledere ved tårnet, var allerede under festivalen så utilfredse med sikkerheden, at de udvandrede fra deres job i protest få timer før ulykken søndag d. 3. juli.
"Vi siger, at det her fungerer ikke. Der er alt for mange løse ender og logistikken holder ikke. Vi kan ikke arbejde med det her. Folk er ikke klar over deres opgaver og jeg kan ikke fortælle dem det, for jeg har heller ikke fået nogen instruktioner," siger Cat Hindberg til DR Nyheder.
Kristian Skjøth Madsen peger videre på, at unge på helt ned til 18 år stod for at holde fulde folk væk fra tårnet.
De to frivillige mener, at blot få udstationerede professionelle vagter kunne have afværget den tragiske hændelse.
Roskilde Festivalens ledelse påpeger, at kritikken ikke kom dem for øre under festivalen, men beder de to frivillige om at overdrage oplysningerne til politiet.
Talskvinden Christina Bilde gentager dog over for Tv-avisen, at sikkerheden var godkendt af myndighederne.
Kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/07/18/160739.htm.