Det var en cocktail af 14 juleøl, hash og amfetamin, der startede det hele. Nu har 18-årige Jacob Hougaard Nielsen fra Stige en dødsbrand på samvittigheden, og i går i Østre Landsret modtog han syv års fængsel med et trist blik i øjnene.
Den 4. november sidste år slæbte Jacob i en rus af sprut og stoffer en container hen til den 73-årige Erik Sputnik Hansens hus i Stige. Her antændte han containeren, der stod tæt op af huset og satte ild flere steder til stråtaget. Huset udbrændte fuldstændig, og Sputnik døde af røgforgiftning på sit stuegulv.
Tirsdag blev Jacob Hougaard Nielsen dømt efter den strengeste brandstiftelses-paragraf, der kan give fængsel på livstid.
»Jakob er klar over, at han har tendenser til brandstiftelse, når han er påvirket. Alligevel drikker han 14 juleøl og tager amfetamin. Han satte også ild ved husets udgang, og det var hensynsløst,« sagde anklager Jakob Nielsen, der anbefalede straffen på syv år.
Den hårde brandstiftelsesparagraf - §180
Sætter nogen
ild til en ejendom og indser, at andres liv udættes for overhængene
fare, eller at det kan volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom,
straffes han med fængsel indtil på livstid.