18-årige Robin Astrup Hougaard kæmper lige nu alene for at få sin mor hjem fra en hospitalsseng i Tyrkiet. Forsikringsselskabet, som hans mor har betalt til i flere år, vil nemlig ikke hjælpe. Det skriver TV2 Nyhederne.
"Jeg vil bare gerne have, at min mor kommer hjem i live," lyder budskabet fra den 18-årige Robin. Hans mor er efterladt til sig selv på et privathospital i Tyrkiet uden mulighed for at komme hjem til Danmark.
Robin Astrup Hougaards 39-årige mor, Hanne Astrup Tornvig, lider af en kronisk lungesygdom, som gør, at hun får lungebetændelse lettere end os andre. Alligevel har hun altid rejst meget, og sygdommen har aldrig været et problem før nu.
Inden afrejsen til Tyrkiet sidste søndag, havde hun lørdag været til vagtlægen. Her fik hun udskrevet en tredages pillekur som forebyggelse mod lungebetændelse for at være helt sikker på, at sygdom ikke skulle ødelægge ferien med veninden.
Da Hanne Astrup Tornsvigs fly lettede fra Billund var hun rask, men fik problemer med vejtrækningen under flyveturen. I Tyrkiet opsøgte hun derfor en læge, som indlagde hende på hospitalet, hvor hun blevt lagt i kunstigt koma.
18-årig i kamp med forsikringsselskab
Nu står sønnen alene i Danmark, hvor han tirsdag kontakter sin mors forsikringsselskab. Herfra fik han en overraskende besked.
"De sagde, at de hverken ville betale for yderligere behandling af min mor eller for hjemtransporten. De mener ikke, at hun har oplyst dem om, at hun er kronisk syg. Men det gjorde hun så sent som sidste år, da hun var en tur i Egypten. Og der fik hun at vide, at det ikke var noget problem," siger Robin Astrup Hougaard.
Søn har startet indsamling
Robin Astrup Hougaard ved nu ikke, hvordan han skal få sin mor hjem til Danmark.
"Hjemtransporten kommer minimum til at koste 300.000 kroner, og oven i kommer de omkostninger den yderligere behandling kommer til at koste, indtil min mor kan komme hjem. De penge har ingen af os," siger Robin Astrup Hougaard. Han har derfor startet en indsamling på Facebook, så hans mor forhåbentlig kan komme tilbage til Danmark.
Den 39-årige mor er nu ved bevidsthed, men en respitator trækker stadig vejret for hende.