En ung mand fra Århus Vest er nu anholdt for forsøg på pengeafpresning.
Manden sigtes for foreløbig to tilfælde af forsøg på grov afpresning af henholdsvis en familie fra Højbjerg i oktober måned og mod en familie fra Risskov i november måned, oplyser politiet.
"Begge breve indholder særdeles grove trusler, både trusler på livet, men også trusler om at sætte ild på husene, såfremt han ikke får udbetalt pengene," siger Jesper Bøjgaard Madsen, vicepolitiinspektør i Østjyllands Politi, til Newspaq.
Der er tale om et "stort pengebeløb", forklarer Jesper Bøjgaard Madsen, som dog ikke vil komme nærmere ind på beløbet.
Det er dog tydeligt, at gerningsmanden har udvalgt sine ofre med omhu.
"De familier, der har modtaget brevene, har nogle ret dyre adresser, og udefra er husene også pæne huse," siger Jesper Bøjgaard Madsen.
Østjyllands Politi mener, at der kan være flere familier, der på grund af frygten for repressalier ikke har anmeldt truslerne til politiet.
"Er der flere, der har været udsat for trusler, vil vi naturligvis meget gerne i kontakt med," siger Jesper Bøjgaard Madsen, der understreger, at sådanne pengeafpresninger er "meget sjældne".
Den unge mand skal nu i grundlovsforhør i Århus Ret onsdag eftermiddag kl. 13.30.
Bliver han dømt, kan han få op til seks års fængsel.