En ung mand faldt onsdag aften ned fra en altan på fjerde sal på Nørremarksvej i Tønder.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi torsdag morgen i en pressemeddelelse.
Politiet modtog en anmeldelse om ulykken onsdag klokken 20.24.
Der er tale om en 18-årig mand, som blev fragtet til skadestuen og som efterfølgende blev indlagt i kritisk tilstand, skriver politiet. Det er han stadig torsdag. Hans pårørende er blevet underrettet.
- Politiet har i løbet af aftenen og hen over natten været til stede i Tønder. På baggrund af den indledende efterforskning er det ikke politiets formodning, at der er sket noget kriminelt i forbindelse med faldet, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Ulykken efterforskes fortsat, lyder det fra politiet, der for nuværende ikke vil ud med yderligere informationer.
/ritzau/