En 18-årig mand fra Odense-bydelen Vollsmose er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Odense for at have chikaneret ordensmagten og truet betjente med vold, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
- Vi er rigtig tilfredse med, at dommeren valgte at følge vores krav om fængsling i den her sag, siger Charlotte Hamilton, der er anklager i sagen.
- Retten lagde vægt på, at der er tale om mange tilfælde og tilkendegav dermed, at der faktisk er grænser for, hvordan man må opføre sig overfor politiet, fortæller hun.
Der er blandt andet tale om fem sigtelser for trusler og fem sigtelser for vold og trusler om vold mod en tjenestemand. Samtidig er der mange overtrædelser af ordensbekendtgørelsen for støjende og fornærmelig adfærd.
De mange episoder fandt sted fra 10. januar og frem til torsdag, hvor den 18-årige blev anholdt på sin bopæl.
Ud over de sager, manden er sigtet for i forbindelse med grundlovsforhøret, er han også sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven.
/ritzau/