Københavns Politi satte torsdag den 18-årige Abilj Asani i 13 dages isolation, fordi han er mistænkt for mordet på en jordansk asylansøger på Café Louise i København søndag morgen. Abilj Asani meldte sig selv til politiet onsdag aften, men har ikke ønsket at fortælle om motivet for mordet.
»Vi ved ikke, hvorfor det skete. Vi har ikke noget, der kan lede os på det rigtige spor lige nu,« siger drabschef i Københavns Politi, Ove Dahl.
I mellemtiden jagter politiet den anden hovedmistænkte i sagen, den 26-årige Tahir Hussain Abbasi.
»Men heller ikke her har vi mange spor. Vi er ikke sikre på, at han stadig er i landet,« siger Ove Dahl.
Skuddrabet skete søndag morgen kort før klokken syv på morgenværtshuset Café Louise på Nørrebro. To mænd affyrede skud i beværtningen og dræbte den 27-årige Mohammad Lafee Mohammad Al-Hamed fra Jordan.
Ifølge politiet gik gerningsmændene dog efter en 34-årig mand, der også blev ramt af skud.