En harmonikabus, en ladvogn og en personbil var involveret i trafikulykken, der skete på Hasle Ringvej uden for Århus.
Arriva-rutebil 101 blev i et lyskryds ramt af ladvognen. Bussen snurrede rundt og røg over i den modsatte vognbane, hvor den ramte en almindelig personbil.
"Føreren af ladvognen var fastklemt, og det samme var føreren af personbilen. Da vi efter stort besvær endelig kom frem, arbejdede vi for at få de to fri," siger Bjørn Christensen, indsatsleder hos Århus Brandvæsen til TV 2 News.
Bjørn Christensen meddeler, at de værst sårede, er de to personer, der sad i personbilen:
"De så rimelig intakte ud, da vi fik dem ud af bilen."
Indsatslederen fortæller, at flere af de passagerer der sad i bus nr. 101 forlod ulykkesstedet, men kom tilbage en efter en, da de opdagede, at de havde fået smerter.
Den voldsomme ulykke skabte store problemer for morgentrafikken i Århus. Begge spor på ringvejen var i en længere periode spærret.
/Newspaq/