En hundelufter fandt forleden tre transportkasser fyldt med katte og killinger, da han luftede sin hund ved et shelter i Nordjylland.
Han kontaktede Dyrenes Beskyttelses vagtcentral, som kom og hentede de mange efterladte katte - på trods af, at deres internater allerede er fyldte med efterladte dyr. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
- Da vores frivillige dyrereddere hentede kattene, var det tydeligt, at de ikke havde stået i skoven ret længe. Alle var tørre og rene, og der var ingen afføring i kasserne. Alle killingerne var rigtig søde og tamme, så vi er ikke i tvivl om, at de har haft et hjem, og det er virkelig uansvarligt at dumpe dem på den måde, siger Karina Fisker.
Der er allerede dumpet 35 procent flere dyr i 2023 end samme periode sidste år. Og det lægger press på internaterne.
- 17 katte og killinger fylder rigtig meget i en katteafdeling, så det stod hurtigt klart, at vi måtte fordele dem over flere internater for at få plads til alle. Heldigvis er det en mulighed, og derfor kunne vi hjælpe alle, siger Karina Fisker, internatchef i Dyrenes Beskyttelse.
De 11 af kattene var killinger, og de er kommet til Nordjyllands Internat, hvor en del er sendt ud i pleje, indtil de er gamle nok til at få nye familier. De resterende seks katte er kommet til Århus, hvor personalet på internatet har taget godt imod dem.