De fleste drømmer formentlig om en sommer med høj sol og ikke mindst temperaturer og vejrforhold, man kan stole på.
Men over hele Europa opfører vejret sig så ekstremt, at det indtil videre har kostet 17 mennesker livet i den forløbne uge.
Vejret er dog uregerligt på forskellige måder, afhængigt af hvor man ferierer eller bor i Europa, skriver flere medier.
Sydpå er blandt andet spaniere og franskmænd ramt af massiv varme og dertil masser af skovbrande. Drager man derimod til det nordlige Europa, er befolkningerne i stedet ramt af storm, torden og voldsomme skybrud.
De ekstreme vejrforhold har taget livet af flere europæere. Det har fået flere konsekvenser i Polen i dag, hvor syv personer omkom, og flere blev såret under et meget voldsomt skybrud. To andre omkom under uvejret, der også ramte Østrig, Tyskland, Tjekkiet og Slovakiet.
De store vandmasser og skovbrandene er også gået ud over huse, biler, skove og marker. I syd er tingene blevet ædt op af flammerne, mens veje, huse og kældre er blevet ødelagt af vandmasserne i nord.