Mordet på den kun 11-årige Rhys Jones fra Liverpool i England er stadig ikke opklaret. I dag anholdt politiet en 16-årig dreng, og dermed er man kommet op på 17 anholdelser. Endnu er ingen blevet sigtet i sagen.
Rhys Jones blev skudt 22. august, da han var på vej hjem fra fodbold. En dreng kom på BMX-cykel tæt forbi ham og skød ham tre gange i baghovedet.
Der er forskellige teorier til drabet, og de kredser alle om den stigende bandekriminalitet i området. Enten blev han forvekslet med et bandemedlem, eller også var han et tilfældigt offer i et slags optagelses-ritual . Det er to mulige motiver i den ellers meningsløse sag.
På trods af de mange anholdelser uden resultat mener lederen af efterforskningen, at man gør fremskridt.
- Vi har en klar strategi for efterforskningen, og vi er fast besluttede på at vende hver en sten, siger politi-inspektør Dave Kelly ifølge The Guardian.
- Vi er tilfredse med de fremskridt, vi gør i sagen, og vil gerne takke offentligheden for den fortsatte hjælp, siger han.
Man søger dog et konkret vidne - en bilist, der formodes at have set morderen cykle fra stedet.