Skrevet i samarbejde med Helen Hajjaj og Stine Behrendtzen
Han er kun 17 år. Torsdag blev han idømt syv års fængsel for planlægning af terror ved Østre Landsret.
Den 17-årige blev som den eneste af de fire terrortiltalte unge mænd kendt skyldige i Østre Landsret torsdag. Hans tre kammerater på henholdsvis, 18, 20 og 21 blev frifundet af dommerne efter at de – sammen med den 17-årige – alle var blevet fundet skyldige af de 12 nævninge.
Fakta:
Terrorparagraffen kan give livsvarigt fængsel for den som ’med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade’.
Forbrydelser som kan være en del af en terrorhandling er blandt andre drab, grov vold, sprængninger, frihedsberøvelser, kapringer, grove våbenlovsovertrædelser og brandstiftelse.