En 17-årig fortalte en løgnehistorie, da hun gik til politiet mandag og sagde, at hun var blevet bortført og voldtaget i Sønderborg.
Til politiet fortalte pigen mandag, at hun tidligt om morgenen var blevet bortført af to mænd ved Ringriderpladsen i Sønderborg. Hun var blevet ført bort til et ukendt sted, hvor den ene voldtog hende.
Men nu har pigen over for Syd- og Sønderjyllands Politi altså erkendt, at anmeldelsen var falsk.
Den 17-årige havde i stedet opholdt sig hos en bekendt i Sønderborg.
Mandag sendte politiet efter samtale med pigen en efterlysning på to kraftige mænd på 18 og 20 år ud.
Pigen havde fortalt politiet, at hun var bortført med bind for øjnene omkring klokken 07.30. Hun fortalte, at hun var blevet udsat for overgreb frem til klokken 11, hvorefter hun grædende løb væk og ringede efter hjælp.
Politiet oplyste efterfølgende, at lægelige undersøgelser viste, at pigen blev udsat for et "voldsomt overgreb." Men det var altså ikke korrekt.
Politiet takker i en pressemeddelelse for de mange henvendelser fra borgere, der har givet oplysninger omkring de observationer de har gjort, i og omkring Ringriderpladsen, den pågældende dag.