En 17-årig pige blev tirsdag udsat for et groft overfald, hvor hendes tørklæde blev revet af. Desuden blev hun sparket i baghovedet, blev udsat for knytnæveslag, mens gerningsmanden blandt andet råbte "perkersvin".
Det har pigen anmeldt til Københavns Vestegns Politi.
Overfaldet skete tirsdag mellem klokken 14.45 og klokken 15.15 ud for Bækgården 2 i Albertslund vest for København.
- Det er et overfald, vi ser ganske alvorligt på.
- Den efterfølgende efterforskning skal klarlægge, om det var et racistisk motiveret overfald. Det kan vi først med sikkerhed vide, når vi har afhørt gerningsmanden, siger vicepolitiinspektør Claus Bardeleben.
Gerningsmanden er på fri fod, og politiet har derfor udsendt et signalement.
Han beskrives som etnisk dansk af udseende, mellem 30 og 40 år gammel, 170-180 centimeter høj, kraftig af bygning og skaldet.
Han var iført en hvid T-shirt med skrift.
Samtidig søger politiet et vidne, som ifølge den 17-årige pige var til stede ved overfaldet. Manden taler dansk og talte med pigen umiddelbart efter.
- Manden sørger for, at overfaldet ophører og spørger pigen, om hun er okay. Vi vil gerne tale med ham for at høre, hvad han har set eller hørt før, under og efter overfaldet, siger Claus Bardeleben.
Offeret bor ikke selv i området, hvor hun blev overfaldet.
Hvis man har oplysninger i sagen, opfordres man til at kontakte politiet på telefon 114.
/ritzau/