En ung mand på 17 år blev torsdag fængslet i 14 dage, fordi han har erkendt, at det var ham, der overfaldt en 14-årig dreng i en gyde i Vrå natten til 5. november, skriver Ritzau. Den 14-årige fik en hjerneblødning og har ligget i respirator til i mandags.
Den 14-årige var gået ind i en gyde for at tisse. Her blev han overfaldet og fik en knytnæve i tindingen. Dagen efter vågnede han op med en dundrende hovedpine, tog på sygehuset, hvor lægerne kunne konstatere, at han havde pådraget sig en hjerneblødning. Drengen røg på operationsbordet, og lægerne holdt ham i koma til i mandags, mens en respirator ugen igennem trak vejret for ham.
»Han slipper formentlig uden mén, og lægerne siger, at det er helt utrolig heldigt,« siger den vagthavende hos Hjørring Politi til Ritzau.
Den 17-årige er sigtet for vold, men kærede fængslingen til landsretten. Politiet havde i første omgang efterlyst en mørklødet ung mand, men efter onsdagens efterforskning, viste det sig, at det var en kammerat, der havde slået den 14-årige.