En 17-årig dreng bragte natten til tirsdag sit eget og andres liv i stor fare, da han i en stjålet bil forsøgte at stikke af fra en politipatrulje midt i Århus.
På Paludan-Müllers Vej lagde en patruljevogn mærke til en bil, der kørte underligt, og da de forsøgte at få bilen til at standse, forsvandt bilen i høj fart.
Bilen fortsatte ned igennem byen, og ifølge betjentene var bilens hastighed helt oppe omkring 150 km/t. Den 17-årige ramte i farten både parkerede biler og lygtepæle, inden han klokken 04.38 blev anholdt på Skt. Pauls Kirkeplads
»Da vi fik standset bilen, viste det sig, at den 17-årige havde to 13-årige passagerer med,« fortæller vicekriminalkommisær Allan Aarslev.
Ifølge Allan Aarslev er de tre unge alle kendt af politiet i forvejen, og mens de to 13-årige er under den kriminelle lavalder, vil den 17-årige blive sigtet for både brugstyveri og overtrædelse af færdselsloven.