USA's forsvarsministerium, Pentagon, har rykket omkring 1.600 soldater til området omkring Washington D.C.
Det sker efter flere nætter med voldelige protester i den amerikanske forbundshovedstad.
- Enheder i aktiv tjeneste er placeret på militærbaser i hovedstadsområdet, men befinder sig ikke i Washington D.C, siger Pentagon-talsmand Jonathan Rath Hoffman ifølge Reuters i en meddelelse.
Han siger, at soldaterne er i "forhøjet beredskabsstatus".
Det uddybes dog, at de "ikke deltager med forsvarsmæssig støtte til civile myndighedsoperationer".
Efter knap en uge med omfattende protester i USA meldte præsident Donald Trump mandag aften, at han ville slå hårdt ned på dem.
- Jeg sender tusinder og atter tusinder svært bevæbnede soldater, militærfolk og politibetjente ud for at stoppe oprør, plyndring, hærværk, overfald og hensynsløs ødelæggelse, sagde Donald Trump ifølge AFP.
Amerikanere i hele landet har været på gaderne siden onsdag efter George Floyds død i politiets varetægt i byen Minneapolis sidste mandag.
Mange steder er fredelige protester i dagtimerne blevet efterfulgt af natlige ildspåsættelser, plyndringer og sammenstød med politiet.
/ritzau/