15. marts 2011: Omkring 40 mennesker demonstrerer i Damaskus' gamle bydel i en første udfordring til Syriens regerende Baathparti og præsident al-Assad.
18. marts: Indbyggere i den sydlige by Deraa siger, at tre demonstranter bliver dræbt efter at have krævet politiske reformer og et opgør med korruption.
25. marts: Der rapporteres om i alt 23 dræbte i flere byer under demonstrationer vendt mod regimet.
31. juli: Indbyggere i byen Hama siger, at militæret har stormet byen med kampvogne og har dræbt mindst 80.
15. september: Aktivister danner Det Syriske Nationalråd som alternativ til præsident Bashar al-Assads regering.
12. november: Den Arabiske Liga suspenderer Syrien som medlem.
19. december: Syrien tilslutter sig fredsplan fra Den Arabiske Liga.
4. februar 2012: Rusland og Kina nedlægger veto i FN's Sikkerhedsråd mod resolution, der kræver al-Assads afgang.
22. februar: Flere end 80 meldes dræbt i byen Homs.
23. februar: Tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan udnævnes til fælles Syrienudsending for FN og Den Arabiske Liga.
24. februar: Flere end 50 lande - herunder Danmark - danner gruppen Syriens Venner.
27. marts: Syrien tilslutter sig FN-sponsoreret fredsplan.
12. april: FN-støttet våbenhvile træder i kraft, hvorefter der indsættes internationale observatører.
10. maj: FN's generalsekretær Ban Ki-moon skønner, at 10.000 er blevet dræbt siden urolighedernes begyndelse.
12. juni: Chefen for FN's fredsbevarende operationer, Herve Ladsous, kalder situationen i Syrien for borgerkrig.
22. juni: Syrien skyder et tyrkisk militærfly ned nær grænsen.
26. juni: Præsident Bashar al-Assad siger, at hans land er i krig.
12. juli: Aktivister siger, at regimet dræber op mod 220 mennesker i landsbyen Tremseh.
17. juli: Hidtil værste kampe i hovedstaden Damaskus.
18. juli: Den syriske forsvarsminister og flere andre ledende medlemmer af Syriens regering og sikkerhedsapparat bliver dræbt ved et selvmordsangreb i Damaskus.
/ritzau/Reuters