Fredag formiddag blev eleverne på Brønshøj Skole evakueret og siden sendt hjem, da der udbrød brand i et af skolens klasseværelser.
Lørdag indrømmede en blot 16-årig dreng overfor dommeren i Dommervagten i København, at det var ham, der satte ild til klasseværelserne. Da branden blev opdaget blev eleverne evakueret, mens en lærer slukkede ilden med en skumslukker.
Det kunne have gået endnu værre til, for der var hældt benzin eller en anden brandbær væske ud over stole og borde i et fællesareal.
Afviste at forklare sig
Det kom ikke frem i retten, hvorfor den 16-årige satte ild til skolen. Han afviste nemlig for at forklare sig. Han nægter også, at det var ham, der stod bag en ildspåsættelse på den samme skole i torsdags.
Dommeren valgte at varetægtsfængsle den unge mand. Han skal opholde sig på en lukket institution indtil 16. april.