I FC Barcelona kunne man glæde sig over sin guldfugl Ansu Fati lørdag aften, men så var det også det.
Her måtte det spanske mesterhold nøjes med 2-2 ude mod Osasuna i Primera Division, men blot 16-årige Ansu Fati udlignede til 1-1 og blev dermed Barcelonas yngste ligamålscorer nogensinde.
Med det ene point har Barcelona fået en humpende sæsonstart med både et nederlag og en uafgjort kamp i de tre første runder, hvor Real Betis dog også er slået 5-2.
Inden det hele handlede om Ansu Fati, var Osasuna kommet foran 1-0 efter kun syv minutter.
Her blev bolden sendt ind i feltet fra højre side, og Roberto Torres kom løbende uden opdækning og flugtede bolden i mål til 1-0.
Det var stillingen ved pausen, og så reagerede Ernesto Valverde fra anden halvlegs begyndelse.
Barcelona-træneren sendte den purunge Fati, som reelt hedder Anssumane Fati, på banen, og stortalentet skulle kun bruge fem minutter på banen, før han havde scoret.
Carles Perez Sayol stod for indlægget, da Fati hoppede højt i en situation, hvor han blev dækket tæt op, hvorefter han ganske imponerende headede bolden i mål til 1-1.
Efter lidt over en halv time sørgede brasilianske Arthur for 2-1, og så lignede det Barcelonas sikre vej mod tre point på udebane. Men så lukkede Gerard Pique hjemmeholdet ind i kampen igen.
Otte minutter før tid begik forsvarsspilleren straffespark, da han parerede bolden med hånden, og Roberto Torres blev dobbelt målscorer, da han udnyttede muligheden og udlignede til 2-2.
Ansu Fati fik debut for Barcelona forleden i sejren over Real Betis, da han fik de sidste 12 minutter på banen.
Han fylder 17 år 31. oktober.
/ritzau/