Manden er 31 år og har mistet sin far og onkel. De døde begge af blodpropper. Nu vil han vide besked: Hvad er risikoen for, at jeg selv får en blodprop og hvad med mine to små sønner på to og fire år? Manden har skrevet sine spørgsmål i Hjerteforeningens debatforum på internettet, og lægerne arbejder på højtryk med at give svar.
Lægeundersøgelser og gentest kan nemlig vise, om slægtninge har risiko for også at blive syge.
Rigshospitalet oprettede i efteråret en enhed for arvelige hjertesygdomme og på Skejby-, Odense- og Roskilde Syghuse planlægger lægerne også at lave mange flere gentest af slægtninge. I en rapport fra Dansk Cardiologisk Selskab vurderes det, at det er relevant at undersøge 150.000 familiemedlemmer til hjertesyge.
Gentest redder liv
»Det er en helt ny måde at tænke forebyggelse på, som kan redde liv. I stedet for at lave flere store sundhedskampagner, kontakter vi direkte de familier, der kan have arvelige hjertesygdomme. De vil meget gerne lytte til det, lægerne fortæller,« siger Henning Bundgaard, afdelingslæge på Hjertemedicinsk Klinik på Rigshospitalet.
Hvis gentesten og lægeundersøgelsen viser, at familiemedlemmet sandsynligvis har arvet en hjertesygdom, kan man forebygge med medicin, motion og sund livsstil eller måske indoperere en pacemaker. På den måde kan man forhindre, at sygdommen udvikler sig, og man måske dør af den.
Vished giver ro
Hvis forældre eller søskende pludseligt får hjerteproblemer, bliver familien ofte bange for, om de selv er i farezonen.
»Tvivlen giver unødvendige bekymringer og ængstelser. Når folk bliver undersøgt for arvelige hjertesygdomme, kan man i de fleste tilfælde afgøre, om der er risiko for at blive syg eller ej. Afklaringen giver en dejlig lettelse,« oplever Henrik Kjærulf Jensen, overlæge på hjertemedicinsk afdeling.
Stor interesse
Interessen for at få undersøgt om der ligger en sygdom gemt i generne er stor. På Skejby Sygehus har hjerteafdelingen ikke råd til at undersøge alle de familiemedlemmer, der henvender sig, og på Rigshospitallet venter 300 slægtninge på besked, om de har arvet en hjertesygdom.