Søndag har der for anden gang været afholdt demonstration i København mod racisme. Flere end 15.000 mennesker har deltaget, vurderer Københavns Politi.
Politiinspektør Tommy Laursen fortæller, at alt er forløbet fredeligt og ordentligt.
Demonstrationen begyndte klokken 14 ved den amerikanske ambassade på Østerbro, hvorefter menneskemængden bevægede sig videre mod Christiansborg.
10.000 mennesker havde inden dagens demonstration tilkendegivet på Facebook, at de ville deltage.
Sluttidspunktet var sat til klokken 17, og politiet forventer ikke, at demonstrationen udvikler sig.
Det er, efter at en 46-årig sort amerikaner George Floyd mistede livet, mens han var i politiets varetægt for knap to uger siden, at uroligheder er påbegyndt flere steder i verden.
/ritzau/