En voldsom naturbrand hærger et område ved Marseille i det sydøstlige Frankrig, og myndighederne har mobiliseret 1500 brandfolk for at få styr på flammerne.
Ilden har allerede ødelagt flere bygninger og tvunget 1000 personer på flugt fra deres hjem.
Stærk vind onsdag var med til at få branden til at brede sig. Ifølge de seneste tal er et område på 2260 hektar bestående af krat, græs og skov berørt af flammerne.
- Vi har ikke set noget lignende i lang tid, lyder det fra brandmyndighederne, der i første omgang sagde, at branden var ude af kontrol.
Senere har brandfolkene dog oplyst, at mulighederne for at slukke branden er blevet noget bedre i løbet af aftenen.
Hjem er blevet opslugt af flammerne i byen Vitrolles, der ligger omkring 30 kilometer nord for Frankrigs næststørste by, Marseille.
Over 1000 personer har søgt ly for ilden i lokale idrætscentre i området.
Dramatiske billeder viser en helikopter i gang med at lægge en dæmper på flammer på en bakkeskråning kun få meter fra en motorvej tæt på Vitrolles. En person er kommet alvorligt til skade i den nærliggende by Rognac.
Branden har sendt en kæmpe røgsky ind over havnebyen Marseille. Branden kommer efter en vinter og et forår med begrænset nedbør i det sydøstlige Frankrig.
Marseilles borgmester, Jean-Claude Gaudin, har skrevet på Twitter, at branden synes mindre intens end tidligere, men endnu ikke er under kontrol.
I Herault længere vestpå er fire brandfolk kommet til skade, da deres køretøj blev omringet af flammerne, mens de bekæmpede ilden.
Der er blevet sendt hundredvis af ekstra brandfolk fra andre områder af Frankrig for at hjælpe med slukningsarbejdet.
Branden har ført til lukning af flere veje og aflyst nogle flyvninger fra Marseille.
/ritzau/AFP