Fronterne er trukket op mellem Dansk Folkeparti og regeringen i skatteforhandlingerne, der holder pause til søndag, hvor de genoptages.
Striden mellem parterne drejer sig om 1,5 milliarder kroner, som Skattekommissionen vurderer, det vil koste at sænke topskatten med 1,5 procentpoint.
De penge vil Dansk Folkeparti i stedet bruge til at lette skatten med i bunden, skriver eb.dk.
Politisk leder i Liberal Alliance, Anders Samuelsen, der stadig er inde i forhandlingerne, undrer sig.
"Diskussionen mellem regeringen og DF handler om ufatteligt små beløb," lyder hans korte kommentar.
Direktør i Dansk Industri, Tine Roed, advarer om konsekvenserne for det danske velfærdssamfund, hvis ikke de høje marginalskatter sænkes.
"Der bliver mindre at dele ud af, men det må politikerne jo så forklare vælgerne. De veluddannede med de høje indkomster skal nok klare sig, de kan jo flytte til USA, Storbritannien eller Tyskland for at arbejde. Den unge generation er mere veluddannede, og sprog er ingen hindring," siger hun.
Finansministeriets embedsmænd regner i øjeblikket på tallene, mens politikerne holder pause frem til søndag.