Først den gode nyhed. De fleste danske 11- til 15-årige har det godt.
»De unges adfærd går i den rigtige retning. De spiser hyppigere frugt og grønt, de drikker mindre alkohol og de er hyppigere fysisk aktive,« fortæller overlæge Pernille Due, der er leder af Skolebørnsundersøgelsen 2006, der er udarbejdet af Forskningsgruppen for Børn og Unges Sundhed på Københavns Universitet.
Sms og internet
Men bag den sunde livsstil gemmer der sig en mere foruroligende udvikling. For de unge har en dårlig trivsel, og de er mere alene. En af forklaringerne er, at de sociale relationer er under hurtig forandring.
»Siden den seneste skolebørnsrapport i 2002 er der sket en markant ændring af de unges sociale relationer. Den elektroniske kontakt via sms og internet de unge imellem er steget markant i alle aldersgrupper. Og færre 15-årige tilbringer eftermiddagene i hinandens selskab. De har ikke noget sted at mødes, og deres sociale netværk er ikke så godt,« forklarer Pernille Due, der ikke er i tvivl om, at det spiller ind på de unges trivsel. Hvor meget det påvirker de unges liv er ikke undersøgt. Men der tegner sig et mønster, forklarer hun.
Undersøgelsen viser, at især de 15-årige lider af hyppige symptomer som hovedpine, mavepine, nervøsitet, søvnbesvær, og at mange ofte er kede af det.
En ensom verden
Familiepsykologen Margrethe Brun Hansen er ikke overrasket over undersøgelsen, for blandt psykologer er det en problemstilling, de er opmærksomme på.
»De unge i dag vokser op i en ensom verden. Kontakten ansigt til ansigt er langt mindre, fordi alt kan ordnes med en sms. Men vi glemmer, at kommunikation ikke kun er at meddele sig. Det er også omsorg og nærvær, så det kommer ikke bag på mig, at unge føler sig triste,« siger børnepsykologen.
Bente Jensen, der er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitets Skole, mener, at der er brug for mere viden.
»De unge vokser op i en meget vanskelig og påtrængende verden. De har brug for at spejle sig for at opbygge en identitet. Så det er meget uheldigt, hvis de sociale relationer udvandes,« siger hun.