En anmeldelse om mistænkelige forhold og eventuelt indbrudsforsøg torsdag aften på Søhusskolen i det nordlige Odense udviklede sig i en uheldig retning for både Fyns Politi og tre 15-årige drenge.
Da politiet ankom til skolen, så de drengene løbe væk, og sendte derfor en politihund efter dem.
Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen til Fyens Stiftstidende.
Hunden løb drengene op og bed alle tre drenge - den ene måtte en tur på sygehuset for at blive syet.
- Ude på skadestuen sagde de, at det var uhørt, at det var så dybt. Normalt syr man ikke dyrebid på grund af bakterier, men det blev de nødt til her, fortæller Anja Madsen avisen. Hun er mor til Niklas, som endte på sygehuset.
Gik i chok og løb
Ifølge drengene blev de ikke råbt op, før politiet sendte en hund efter dem. De løb, fordi de gik i chok, fortæller Niklas:
- Og lige pludselig, da vi nåede længere hen ad stien, kommer der en hund flyvende og smadrer os rundt.
På skolen for varmens skyld
Politiet anholdt drengene, men fandt ikke, at der var foregået noget mistænkeligt på skolen, og drengene har forklaret, at de var gået ind på skolen for at få varmen.
- Jeg tænker, at det havde været nok, at betjenten tog dem i kraven. Men det havde han ikke engang behøvet, for de havde ikke gjort noget, forklarer Mette Mørch, mor til Mark Mørch.
Vil lægge sag an
Vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen forklarer til avisen, at hvis politiet mener, at der er nogen, de skal have fat på, kan de sende hunde af sted efter dem.
- Når man bruger hundene, er vi forpligtet til at lave en indberetning bagefter. I og med at der bliver klaget i den her sag, kan jeg ikke udtale mig om den indberetning. Indberetningen er for at belyse sagen, hvorfor vælger man at bruge hundene, men når, der klages, skal Den Uafhængige Politianklagemyndighed indover, forklarer han.
Familien til drengen, som måtte sys for hundebid, har klaget til politiet og har planer om at anlægge en sag, skriver Fyens Stiftstidende.