Af Anders Gylling Trier, anti@avisen.dk
En fest sammen med vennerne endte tragisk for en 15-årig pige lørdag aften. Pigen var til fest hos en et år ældre kammerat på Rasmus Rask-kollegiet i Odense. Men ifølge pigen endte festen med, at hun blev voldtaget af en anden 16-årig dreng. Det skriver ekstrabladet.dk. Historien fortalte pigen søndag til de ansatte på et voldtægtscenter i Odense. Det var centret, der senere tog kontakt til Odense Politi.
- Pigen har forklaret, at hun var med til en fest hos en kammerat, der bor på kollegiet. Her blev hun ud på natten voldtaget. Hun kunne give navnene på den dreng, der holdt festen, og en kammerat, siger vagthavende hos Fyns Politi i Odense til ekstrabladet.dk.
Begge drenge blev anholdt af Odense politi søndag. Men hvor den kammerat, der holdt festen, hurtigt blev løsladt, er den anden 16-årige stadig i politiets varetægt. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag morgen – sigtet for at have voldtaget pigen.