Den 15-årige amerikanske tennisspiller Cori Gauff har indtil videre skabt overskrifter ved Wimbledon.
Hun har slået den femdobbelte mester Venus Williams ud og er klar til tredje runde i singlerækken, men nu er Gauff involveret i en lidt prekær sag ved den britiske grand slam-turnering på græs.
Forklaringen kommer her:
Den 22-årige brite Harriet Dart havde planlagt at spille mixeddouble med landsmanden Jay Clarke, men per sms har 20-årige Clarke meddelt Dart, at det ikke kommer til at ske alligevel.
Clarke er nemlig blevet spurgt af Gauff, om de to skulle spille mixeddouble sammen, og det har Clarke takket ja til.
Dart kommer dermed slet ikke til at spille mixeddouble-rækken, som begynder torsdag. Hun har ikke haft held til at finde en erstatning for Clarke, siger hun.
- Jeg synes, at I skulle spørge Jay om hans bevæggrunde. Det er alt, hvad jeg har at sige om det, siger Dart ifølge Reuters.
Gauff er allerede historisk. Hun er den yngste spiller i den professionelle æra til at kvalificere sig til hovedturneringen.
Clarke siger, at han blev kontaktet af Gauff med henblik på at spille sammen.
- Jeg har kendt Cori i nogle år nu, vi kom i kontakt, og hun spurgte, om jeg ville spille med hende. Det var svært. Jeg tror, at det er den sværeste beslutning, jeg har skullet tage. Specielt sådan midt i turneringen.
- Forhåbentlig forstår Harriet, hvorfor jeg gjorde det. Jeg er ked af det på hendes vegne, at det skete, siger Clark.
Både Dart og Clarke er fortsat med i single, hvor de begge spiller kamp i anden runde torsdag.
Dart møder brasilianske Beatriz Haddad Maia, mens Clarke møder den schweiziske Wimbledon-legende Roger Federer.
Clark og Gauff skal efter planen i aktion i mixeddouble fredag, hvor det gælder opgøret mod Robert Lindstedt og Jelena Ostapenko.
/ritzau/