En 15-årig sort pige er blevet skudt og dræbt af politiet i Columbus i Ohio.
Drabet skete, kort før ekspolitimanden Derek Chauvin tirsdag blev kendt skyldig i drab på George Floyd, hvilket førte til spontan jubel i mange amerikanske byer.
Politiet i Colombus var blevet tilkaldt ved et alarmopkald fra en person, som anmeldte, at en kvinde havde angrebet hende og en anden person med kniv tirsdag eftermiddag.
Politichef Michael Woods i Colombus siger, med henvisning til et politivideo, at politifolkene ankom til en kaotisk situation, hvor flere personer stod på en græsplæne foran et hus.
Den sorte teenagepige stak ud efter en kvinde med en kniv, hvorved kvinden faldt bagover, hvorefter teenageren stak ud efter en anden kvinde.
En langsom gennemspilning af videoen viser, at det andet offer vakler bagud mod en parkeret bil, mens den sorte teenagepige hæver kniven, som om hun lægger an til at stikke den kvinde, som er på vej væk. I det samme åbner en politimand ild.
Teenageren falder om på stedet. Først mod den parkerede bil og derefter ned på jorden. Hendes våben, der øjensynligt er en køkkenkniv, ses ligge på fortovet nær hende, mens en politimand knæler ned for at yde førstehjælp.
Myndighederne siger, at den sorte pige var 15 år, men pårørende har identificeret hende som den 16-årige Makiyah Bryan.
Folk samledes på stedet for at protestere mod politiet. Det skete, mens der i den amerikanske offentlighed var stor fokus på, at den tidligere betjent Derek Chauvin er blevet fundet skyldig i drabet på den sorte amerikaner George Floyd.
Afgørelsen blev læst op af dommer Peter Cahill sent tirsdag aften dansk tid. Et enigt nævningeting var nået frem til, at Derek Chauvin, der er hvid, dræbte George Floyd, som er sort, under en anholdelse i maj sidste år.
/ritzau/Reuters