En undskyldning fra en 15-årig dreng ændrede ikke på, at han tirsdag blev idømt ti måneders ophold på en lukket institution for overfald på Odense-rådmanden Jane Jeginds (V) mand, Lars Møllerhøj.
Den 15-årige bad om at blive forsynet med fodlænke og en opsynsværge. Men det ville dommeren ikke imødekomme, skriver blandt andre TV 2/Fyn.
Drengen blev dømt for to forhold og erkendte i Retten i Odense, at han var påvirket af stoffer, da han brutalt slog Lars Møllerhøj ned 30. maj i Odense-forstaden Seden Strandby.
Drengen blev desuden dømt for forsøg på røveri 7. juni mod en kiosk på Højstrupvej i Odense. Her brugte drengen en attrappistol, men blev tilbageholdt af vidner og anholdt af politiet.
Manglede penge
Drengen forklarede i retten, at han havde misforstået situationen, da han overfaldt Lars Møllerhøj. Han troede Lars Møllerhøj var fulgt efter pigerne for at fotografere dem, forklarede han ifølge TV 2/Fyn.
Om røveriet sagde drengen, at han manglede penge:
- Man kan ikke leve af 124 kroner om ugen, som jeg får på institutionen Den Flyvende Hollænder, når man ryger en pakke cigaretter om dagen, sagde han i retten.
I retten kom det frem, at den 15-årige lider af personlighedsforstyrrelse, mangler empati, er hævngerrig og får raserianfald og ikke ønsker at samarbejde med de psykiatere, der har undersøgt ham. Han er desuden diagnosticeret med ADHD, men har nægtet at tage sin medicin.
Han har været anbragt på flere institutioner, og måtte flygte fra Ishøj, da han ikke længere ville sælge de stoffer en lokal bande tvang ham til.
Den 15-årige anbringes formentlig på den lukkede institution Stevnsfortet mellem Rødvig og Højerup nær Stevns Klint. Her har han opholdt sig i varetægtsperioden på to måneder.