Der var nok en DF'er eller to, der fik kaffen i den gale hals tilbage i januar i år. Her blev månedens partimedlem på hjemmesiden præsenteret som den burkaklædte, 25-årige Fatima Al Ali, der sammen med Achmed har fem børn.
Månedens profil var ikke et symbol på, at der pludseligt var blevet højere til loftet i Dansk Folkeparti. Det var tværtimod en dengang kun 14-årig dreng fra Orkesterefterskolen i Holstebro, der havde lagt profilen ud, skriver Dagbladet Holstebro.
Den nu 15-årige dreng er tiltalt for at hacke hjemmesiden to gange. Udover burkaprofilen har drengen i et andet tilfælde linket til en hjemmeside, hvor tre voksne mænd sæbede hinanden ind.
På Orkesterefterskolen fik man først nys om sagen, da politiet dukkede op og ville afhøre alle eleverne, da de kunne se, at det var en af skolens computere, der var benyttet til angrebet. Det fik forstanderen, Charlotte Borchorst Faurschou, forhindret ved i stedet at opfordre den skyldige til at melde sig.
Drengen trådte frem og indrømmede forholdende. Han fortalte også, at han havde kontaktet Dansk Folkeparti for at fortælle om hjemmesidens dårlige sikkerhed. Da de ikke reagerede, lagde han billederne ud.
Kilde: Dagbladet Holstebro