En 15-årig dansk dreng er på et svensk sygehus blevet opereret for fedme, skriver Ekstrabladet.
Normalt kan man først få en sådan operation, når man er mindst 20 år gammel, men i drengens tilfælde blev der altså gjort en undtagelse.
- Operationen skete over to omgange på universitetssygehuset i Göteborg i Sverige. Det skyldes, at vi ikke har erfaring med den type operation, han skulle have, og at vi ikke har erfaring med at operere børn herhjemme, siger overlæge Jens Peter Kroustrup fra Aalborg Sygehus til Ekstrabladet. Han har fulgt drengen, der i dag er 16 år, gennem hele forløbet.
Indtil nu har der i Danmark været en aldersgrænse på 20 år, men den bliver højst sandsynligt nedsat til 18. I Sverige er man som led i et forskningsprojekt begyndt at operere unge i alderen 13-18 år. Det kan måske også blive en realitet i Danmark.
- Hvis vi eksempelvis står med en 16-årig dreng på 150 kg, hvor alle andre forsøg på vægttab er mislykkedes, så kan det blive svært at se argumenterne for, at man skulle vente fire år med at operere ham. Derfor vil aldersgrænsen sandsynligvis blive flyttet yderligere i fremtiden, siger professor Peter Funch-Jensen fra Århus Sygehus.