Ritzau
Opdateret kl. 07:24
En 15-årig dreng er afgået ved døden efter et knivstikkeri på Stationsplads i Grenaa.
Det fortæller Østjyllands Politi, som har anholdt en ligeledes 15-årig dreng, der er mistænkt for at stå bag drabet.
Anmeldelsen om knivstikkeriet indløb kort før klokken 18. Den 15-årige blev kørt væk i ambulance, men overlevede ikke.
- Det er voldsomt tragisk, at så ungt menneske er blevet dræbt, og det er naturligvis en sag, vi har arbejdet intensivt med siden anmeldelsen.
- Det er for tidligt at sige noget om motivet endnu, men vi vil gøre alt, vi kan, for hurtigt at finde frem til, hvad der præcist er sket, siger politiinspektør René Raffo i en pressemeddelelse.
Tidligere på aftenen fortalte politiet til TV2 Østjylland, at man var rykket talstærkt ud til en anmeldelse om et mistænkeligt forhold i Grenaa uden dog at kunne komme nærmere, hvad det drejede sig om.
Hele området omkring stationen inklusiv letbanen og busholdepladserne var afspærret i den forbindelse, og letbanepassagerer mod Aarhus måtte finde andre transportmidler.
Østjyllands Politi afgør formentlig mandag, om der er grundlag for at fremstille den mistænkte i grundlovsforhør.
Politiet har talt med vidner i sagen, men hører gerne fra andre, der har hørt eller set noget.
/ritzau/