Lægerne på Herning Sygehus kunne ikke redde en 15-årig drengs liv, da han mandag morgen blev indlagt med alvorlige kvæstelser efter en trafikulykke.
Drengen blev ved syvtiden mandag morgen påkørt af en bil på Fjordvejen i Bremdal ved Struer.
- Han er blevet erklæret død klokken 8.17, fortæller vicepolitiinspektør Allan Laustsen fra lokalpolitiet i Holstebro.
Ulykken skete, da drengen løb ud på vejen, hvor en 62-årig mand kom kørende.
- Han løber fra en indkørsel og direkte ud på kørebanen, hvor han bliver påkørt, fortæller Allan Laustsen.
Ulykken er sket på den nordlige side af Limfjorden ikke langt fra Oddesundbroen, som forbinder Struer med Thyholm.
I forbindelse med ulykken har politiet tilkaldt en bilinspektør, som skal undersøge ulykkesstedet og -bilen for at klarlægge de nærmere omstændigheder i forbindelse med ulykken.
- Ud fra de oplysninger, som vi har fået, så er der ikke noget, som tyder på, at der er blevet kørt for stærkt, fortæller Allan Laustsen.
/ritzau/