En 15-årig dreng er død under et løbepas på Helsingør Stadion.
Torsdag aften klokken 23 trænede Samer Ahmad Khachehan på stadionet, da han pludselig faldt om.
Ifølge Helsingør Dagblad løb han hurtigt og havde sat en kammerat til at tage tid på sig.
Men efter at have presset sig selv hårdt, kollapser han pludselig.
Vennerne på stadion tilkalder en ambulance, men da er det for sent at redde hans liv.
Straks efter hans død blev der oprettet to mindegrupper på Facebook.
Den ene har 550 medlemmer og den anden har 240, hvor der sammenlagt er skrevet mere end 140 beskeder i anledning af dødsfaldet.
Mellem 300 til 400 venner og familie var søndag samlet på Rønnebær Allés stadion for at mindes den afdøde Samer Ahmad Khachehan.