Efter at have været tilbageholdt af de thailandske myndigheder i flere uger vender den 15-årige Kristian Hesseldahl og hans familie i dag hjem til Danmark.
Kristian Hesseldahl var i starten af januar involveret i en vandscooter-ulykke på det thailandske feriested Cha Am, hvor en 23-årig kinesisk mand mistede livet. Selvom de thailandske myndigheder fastlog, at der var tale om en ulykke, inddrog de den danske families pas, så den ikke kunne komme hjem. Endvidere krævede forældrene til den afdøde kineser 500.000 kroner i erstatning.
Fredag idømte en thailandsk domstol Kristian Hesseldahl halvandet års betinget fængsel. Derudover skal den danske familie betale 300.000 i erstatning til den kinesiske familie. Dommen er ifølge TV 2 NEWS mild. Den danske dreng kunne nemlig have risikeret at blive idømt ti års fængsel i Thailand.