Nærmest ved en tilfældighed har politiet i København afsløret en mindre formue i falske euro-sedler.
Hjemme hos en 62-årig mand i Brønshøj faldt betjentene torsdag eftermiddag over 14.000 euros i falske sedler.
De var fordelt på 10 styk 500 euro-sedler og 45 styk 200 euro-sedler.
Manden er fredag blevet fremstillet i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, og retsmødet er endt med, at dommeren har varetægtsfængslet manden i fire uger.
Politiets sigtelse drejer sig om, at manden skulle have til hensigt at gøre brug af de mange falske pengesedler sammen med andre ukendte gerningsmænd.
Hvordan den 62-årige forholder sig til sigtelsen, er det fredag eftermiddag ikke muligt at få besked om fra politiets centrale efterforskningsleder.
Men politiet oplyser, at fundet er gjort i forbindelse med et besøg, som drejede sig om noget andet.
Hvis manden senere tiltales og findes skyldig i at ville udgive falske penge eller i at have fremstillet dem, venter der ham en længere ubetinget frihedsstraf.
/ritzau/