32 personer anholdt og 140 millioner ulovlige cigaretter konfiskeret.
Det er resultatet efter en række aktioner rundt om i Europa koordineret af EU's antisvindelenhed, Olaf.
Aktionerne har fundet sted over de sidste tre måneder i seks forskellige EU-lande.
- Disse aktioner har været med til at nedsætte strømmen af ulovlige cigaretter, der er på vej ind i EU, ved at gå efter kernen af problemet: de kriminelle netværk, siger Olafs generaldirektør, Giovanni Kessler, i en pressemeddelelse.
Det er såkaldte "cheap white"-cigaretter, der er blevet konfiskeret.
Begrebet bruges om cigaretter, der er produceret lovligt i et land, men smuglet til andre markeder, hvor de ikke er lovlige.
Et af de lande, det lykkedes at fange smuglerne i, var Belgien.
Her stoppede de belgiske myndigheder i havnen i Antwerpen en forsendelse af 90 millioner ulovlige cigaretter fra Egypten.
Mellem maj og juli blev der udført tre aktioner i Spanien.
Blandt andet lod myndighederne bevidst en sending ulovlige cigaretter komme ind i landet fra havnen i Barcelona for at finde frem til modtageren.
Det førte til anholdelsen af tre personer og 3,7 millioner konfiskerede cigaretter.
I juli lykkedes det også at anholde ni personer i forbindelse med en ransagning i havnebyen Valencia.
I den østlige del af Europa er fælden også klappet om smuglerne.
Blandt andet i Rumænien. Her har informationer fra Olaf og fra Litauen ført til konfiskeringen af 1,2 millioner cigaretter og seks anholdte personer.
Der var også bid i Ukraine, hvor hele 15 millioner ulovlige cigaretter blev fjernet fra det sorte marked.
Sidst men ikke mindst er der konfiskeret 14 millioner cigaretter i den græske by Thessaloniki.
Her havde smuglerne ellers forsøgt at snyde myndighederne. De havde byttet forsendelsens følgepapirer ud med papirerne fra en anden forsendelse af plastikposer.
Olaf har eksisteret siden den 1. juni 1999 og har til opgave at beskytte EU's økonomiske interesser. Antisvindelenheden bekæmper bedrageri, korruption og andre uregelmæssigheder, herunder embedsmisbrug i de europæiske institutioner.
/ritzau/