Det udviklede sig nærmest til det rene blodbad, da demonstranter og politi søndag stødte sammen under en muslimsk demonstration i Kina.
Ifølge Reuters kostede urolighederne mindst 140 personer livet, mens over 800 blev kvæstet.
Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor kampene opstod. Kinesiske medier spekulerer i, at optøjerne skulle være planlagt af udenlandske medlemmer af det muslimske mindretal uighurerne.
Men Reuters citerer dog kilder for at sige, at det skyldes regeringens håndtering af en tidligere demonstration, hvor to muslimer mistede livet.
"Det begyndte som en fredelig demonstration. Der var tusindvis af folk, der råbte slagord om at stoppe diskrimination og om at forlange en forklaring. De er trætte af at lide i stilhed," forklarer Dilxat Raxit, der er talsmand for World Uyghur Congress.
Ifølge kinesisk tv skulle urolighederne nu være under kontrol. Flere hundrede er blevet arresteret.