Voldsom blæst og regn i distriktet Barmer i staten Rajasthan i Indien fik søndag et stort telt til at kollapse. Det kostede 14 mennesker livet.
Ifølge Reuters er yderligere 50 personer sårede.
Mere end 1000 lokale havde samlet sig i teltet til et religiøst hindu-arrangement, da ulykken skete, skriver AP.
Minister i Rajasthan Ashok Gehlot har bekræftet, at "en voldsom storm" forårsagede kollapset i Barmer, der ligger 800 kilometer vest for Indiens hovedstad, New Delhi.
Gehlot har nu igangsat en undersøgelse af ulykken, imens redningsarbejdere befinder sig ved teltet.
Billeder viser ledninger, rør og trappestiger spredt rundt ved det kollapsede telt.
Niraj Mishra, der er dommer i Barmer, fortæller til Reuters, at flere personer fik elektrisk stød, efter at ledninger faldt ned over dem.
Indiens premierminister Narendra Modi omtaler søndag ulykken på Twitter.
- Kollaps af et Pandaal (stort telt, red.) i Rajasthans Barmer er ulykkeligt. Mine tanker er med de efterlade familier, og jeg ønsker de sårede hurtig bedring, skriver Narendra Modi.
/ritzau/