Det er snart to måneder siden, at den fireårige Madeleine forsvandt i feriebyen Praia da Luz i Portugal.
Forleden kom det så frem, at to turister på ferieøen Malta skulle have set den lille pige med blond hår, der lignede den forsvundne pige til forveksling.
Nu afslører politiet så ifølge den engelske avis The Sun, at hele 14 turister skal have set Madeleine på øen.
Det første vidne skal endda allerede have set pigen på Malta for næsten en måned siden. Mere præcist 27. maj, hvor en maltesisk kvinde kontaktede politiet, fordi hun var overbevist om, at hun havde set Madeleine i øens hovedby Valletta.
17. juni var der igen forlydender om den forsvundne pige. Denne gang fortalte to britiske turister politiet, at de havde set pigen i selskab med en midaldrende kvinde på en bus på øen.
I alt har 14 mennesker henvendt sig til politiet, og flere har set pigen sammen med en voksen i både Valletta, Sliema, Mdina, Baharic-Caghaq og Marsascala på øen.
Oplysningerne har fået politiet på Malta til at iværksætte en stor eftersøgning i hovedstaden Valletta og i en række af de andre turistbyer på øen.
Samtidig er sikkerhedsberedskabet i Maltas lufthavn øget i tilfælde af, at eventuelle kidnappere skulle forsøge at smugle Madeleine ud af landet. Af samme årsag er også havnebyerne under øget overvågning.