To rockerborge i København fik i går besøg af politiet efter nedskydningen af en 29-årig mand på Nørrebro.
Ransagningerne er en direkte konsekvens af skudepisoden, oplyser leder af politiets særlige bandeenhed, Henrik Svindt. Omstændighederne tyder nemlig på, at skyderiet er en del af bandekonflikten. Det vurderer politiet efter de første undersøgelser.
"Som udgangspunkt ser vi på stedet, det er foregået, måden det er foregået på. Om den forurettede kan vi ikke sige, at han er decideret banderelateret. Det, vi har oplysninger om, er, at han omgås og kender personer med banderelationer," siger Svindt til Nyhedsbureauet Newspaq.
14 rockere blev anholdt, men ingen af de anholdte er sigtet for at have skudt den 29-årige mand.
Han blev skudt ned tidligere på dagen tæt på Blågårds plads. Viser skudepisoden sig at være banderelateret, nåede freden mellem de krigeriske grupper kun at vare 50 dage.