Den 14-årige dreng sad sammen med nogle kammerater på en halvmur, da et par større drenge kom forbi.
Uden varsel slog den ene pludselig den 14-årige i ansigtet, så han røg ned på jorden. Mens drengen lå der, tildelte den anden gerningsmand ham spark på kroppen, skriver JydskeVestkysten.
"Overfaldet var totalt umotiveret. Der var ingen optakt til volden eller nogen kendskab mellem forurettede og gerningsmænd. Overfaldet blev formentlig filmet, så det kunne være en del af et skuespil," siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ivan Gohr.
Den ene gerningsmand beskrives som 13 til 15 år gammel, mørklødet, af anden etnisk baggrund end dansk og almindelig af bygning.
Den anden beskrives som 170 centimeter høj, ligeledes med anden etnisk baggrund end dansk og iført mørk jakke, strikhue og grå bukser.
Den 14-årige dreng blev bragt til skadestuen, hvor man dog kunne konstatere, at han ikke har alvorlige kvæstelser, men rødmen og smerter.
Syd- og Sønderjyllands Politi hører gerne fra personer, der har været vidner til episoden.